Hvorfor
er der så meget at opleve i
Holstebro?
Kultur og fritid
Fordi vi sørger for, der er noget for alle at give sig til i kommunens sports-, kultur- og friluftsliv. Uanset om du er til oplevelser i de mange kulturhuse, tophåndbold i Gråkjær Arena, rytmisk gymnastik i den lokale forening, streetsport, en dukkert i det helt nye svømmecenter eller en frisk tur i det fri. Og så er der altid noget nyt at opdage.
Kunst
Kunsten møder du både på kunstmuseet og ude i det fri overalt i kommunen. Gennem hele Holstebro by ser du værker og skulpturer, skabt af nogle af de største danske og internationale kunstnere. Den mest berømte og folkekære er ”Kvinde på Kærre” af Alberto Giacometti.
Kultur
Der er god grund til, man taler om, at vi i Holstebro Kommune har kulturen til forskel. Der er de flotte musicals i musikteatret. Nordisk Teaterlaboratoriums grænseoverskridende forestillinger. Den kreative smeltedigel Slagteriet. Det internationale Holstebro Dansekompagni, festugen, den gamle herregård Nørre Vosborg ... og vi er knapt nok begyndt.
Natur & friluftsliv
Mellem Vesterhavet og Limfjorden – og med Storå lige i midten – er Holstebro Kommune rig på smukke og varierede naturoplevelser. Det er uanset, om du elsker at være til vands, på gåben eller på mountainbike med vennerne. Eller om du bare vil nyde roen og skønheden.
Dans og musik
Dans og musik er noget, der bevæger os i Holstebro Kommune – og som sætter byen og området på det kulturelle landkort. Du har Den Kgl. Balletskole, hvor billedet er fra. Du har Dansk Talentakademi, Holstebro Dansekompagni og Holstebro Musikskole for blot at nævne nogle.
Sports- og fritidsforeninger
Foreningslivet lever godt i Holstebro Kommune. Det er de cirka 150 aktive foreninger et bevis på. Du har gymnastik, spejder, badminton, bridge, fodbold og meget andet. Håndboldklubberne TTH Holstebro og Holstebro Håndbold er nogle af de populære spydspidser med hold i den bedste herre- og dameliga.
0 resultater